Det oser af hygge og lugten af træ, brændt metal og kaffe hos ’Værkstedet’. Et stort sted bag en lille dør i Aarhus, som giver pensionister, førtidspensionister og efterlønnere muligheden for at udfolde sig med håndværk og danne et fællesskab med andre, der deler samme interesse.

Af Rebekka Krog Erlandsen

Et slag på klokken overdøver den skingre lyd af en maskine, der skærer i metal. Gemt bagerst i det store lokale med betongulv, maskiner og hylder fyldt med værktøj, står der et småskævt, rødt bord. Termobeholderen dækket med lyserøde blomster bliver sat på bordet, og lyden af de arbejdende maskiner begynder så stille at holde inde. Lugten af brændt metal blander sig med duften fra friskbrygget kaffe.

Det er ikke til at se, hvad der gemmer sig bag den royalblå dør, når du går forbi Østergade 40. Måske fanger keramikkreationerne i vinduet din opmærksomhed – eller manden i den mørkeblå kittel, der står og ryger lige ved siden af. Men træder man ind, summer der af liv. Klokken er kun lidt over 9, men oppe ad trappen er nogle af dagens besøgende medlemmer allerede ved at pakke deres tasker ud i keramiklokalet.

Gorm Svane er formand for Værkstedet i Aarhus og er de fleste formiddage til at finde rundt omkring på de forskellige afdelinger:

”Fællesskabet er vigtigt for mange her. Men der bliver også lavet noget,” fortæller han om Værkstedet, og hvorfor det er til.

En dame, der netop har hilst godmorgen og fået tage sin jakke af, griner og afbryder: ”Det går da kun op i snak.” Gorm må smile og indrømme, at det selvfølgelig også er en vigtig del af dagsrutinen. Forbi sølvværkstedet og stenafdelingen står en dame med forklæde og sikkerhedsbriller og må se op, da Gorm kommer forbi. ”Nu larmer jeg altså lige lidt,” advarer hun, inden der bliver skåret med en maskine i en aflang sten, så støvet flyver op omkring hende.

Værkstedet har udviklet sig

Den 18. marts havde Værkstedet 40-års jubilæum. Gorm Svane forklarer, at der har været en klar udvikling af Værkstedet, og hvem der kommer her. Hvor det før var ældre, der havde arbejdet med fagene, er det i dag alle typer, der kigger forbi. Værkstedet er for pensionister og efterlønnere og koster et årsabonnement. Der er ingen faste undervisere ansat til afdelingerne, der både består af keramik, -træ, -sølv, -sten, -metal -og teknikafdelinger samt flere. Derfor må man hjælpe hinanden, og her er der flere med erfaring, der glædeligt deler ud af sin viden. Skal man bruge en af maskinerne, må man oplæres i dette eller gå til en af de ansvarlige.

Nedenunder bliver den rolige lyd af drejemaskiner fra keramikafdelingen erstattet af lidt mere skingre og støjende maskiner. En stærkere duft af savsmuld og gammelt træ fylder lokalet, der er stablet med bænke og arbejdsborde formet til, at du her kan arbejde med træ.

Klokken har slået kvart over ti, og nu slår den ansvarlige på klokken lige ved siden af i metalafdelingen. Det er hver dag på samme tidspunkt og ikke et minut senere. Her samles en gruppe fra træ -og metalafdelingen for at drikke kaffe og spise rundstykker sammen. Alle har hver deres kop, og da de får sig sat, er der lidt snak, om de skal til at lave en ’lav din egen kop’ begivenhed i keramik.

Bent Klug er en af de sidste til at hælde kaffe op og få sig sat, for han skulle først hjælpe en anden mand ved en af maskinerne.

”Så kunne Bent få møvet sig ind,” lyder det fra den kaffeansvarlige, hvilket får latter til at sprede sig omkring hele bordet.

Bordet vipper en smule, da der bliver skåret rundstykker i den ene ende. Men Bent skal starte med en kop kaffe, for han kender rutinen. Han er nemlig på værkstedet i alle hverdage og har været medlem siden 2012:

”Her har jeg noget at give mig til, og folk siger jo, at de kan bruge mig,” siger han med et bestemt nik og et skævt smil.

 Bent er tidligere maskinarbejder og hører derfor hjemme i metalafdelingen, hvor han passioneret tilbyder sin erfaring til andre medlemmer. Derfor går der heller ikke lang tid, før han får listet sig fra kaffebordet og nu står med hænderne på ryggen ved siden af en kammerat, der er ved at præsentere sit projekt. Et projekt har han arbejdet på ved fræsemaskinen, som var tændt under kaffemødet og fik nogle til at tage hørebøffer på, mens andre fortsatte samtalen, som om intet var hændt.

Fra det røde bord kan man nu høre stole rykke sig ud. Lyden af metal, der slibes, lyder så småt igen rundt omkring ved maskinerne. Hvor arbejdet her fortsætter for nogle, er det tid til, at Gorm Svane nu skal hjem. Han har været forbi alle afdelinger og hilst på medlemmerne. På vej op er der også stadig liv i keramikafdelingen. Her har Lone møller siddet på en plads i to timer med et koncentreret blik rettet ned på pladen med figurer foran hende. Det er små dyr, som Lone former og efterfølgende sender til brænding. I dag er resultatet blevet blandt andet små grise, der efter glaseringen har fået en blanding af lyserøde og brune nuancer. Udover sin nyere interesse for keramik, mener Lone også, at Værkstedet giver et fantastisk fællesskab:

”Når man kommer nogle bestemte dage på ugen, så kommer der også andre de samme dage. Man lærer mange at kende, og så har de jo den samme interesse,” fortæller hun, imens fingrene danser over en lille elefant, hun er ved at forme.

Det er tydeligt at se, at der er kommet flere til siden klokken 9.

”Det skyldes, at vi sover længe,” lyder det kækt fra en dame ved drejningsmaskinerne, og der kommer et svar af latter fra de andre.

”Ja, også dig, Lone. Hvor blev du af?” spørger en dame med hvid skjorte, som er ved at finde en plade med ler frem, der klirrer højt, da hun sætter den på bordet.

Lone plejer nemlig at komme på samme tidspunkt hver torsdag.

”Jamen, det var bybussen, der var forsinket,” svarer Lone og griner. Gorm har overværet situationen, men nu vinker han farvel og tager sin jakke på.